Xylitol, en fødevareingrediens, blev først isoleret fra barken af bøgetræer af den tyske videnskabsmand Hermann Emil Fischer i 1890. Det findes naturligt i plantebaserede-råvarer såsom jordbær, blommer og blomkål (300-935 mg/100 g tørvægt). Det kan udvindes direkte fra plantebaserede råvarer ved hjælp af opløsningsmiddelekstraktion, men indholdet af xylitol i frugt og grønt er lavt.
I 1970'erne var Finland banebrydende for kromatografisk adskillelse af D-xylose fra forskellige lignocellulosematerialer. Efterfølgende blev D-xylose reduceret til xylitol under høj temperatur, højt tryk og hydrogenkatalyse, hvilket udviklede dette til en industriel metode til xylitolproduktion. Alternativt kan xylitol også syntetiseres ud fra xylose-rig lignocellulosebiomasse. Xylitolproduktion, både nationalt og internationalt, bruger primært råmaterialer rige på pentosaner, såsom naturlig hvedehalm, hvede, majsstilke og majskolber. Forbehandling involverer syrehydrolyse (f.eks. HCl, H2SO4), efterfulgt af xyloseoprensning fra hemicellulosefraktionen og derefter hydrogenering under en katalysator.
Med fremskridt inden for bioteknologi kan landbrugsaffald indeholdende pentosaner (såsom majskolber, bagasse og olivenpresserester) også hydrolyseres med fortyndet syre for at opnå xylosehydrolysat. Mikroorganismer kan derefter bruges til at reducere xylosen til xylitol. Brug af mikrobiel fermentering af hemicellulosehydrolysat til at producere xylitol giver fordele såsom milde reaktionsbetingelser, enkel betjening, miljøvenlighed med relativt lave forureningsniveauer og pålidelig produktkvalitet og sikkerhed, hvilket gør det til et potentielt billigt-alternativ til at opnå denne polyol.